fbpx
11 Aug, 2020
Text Size

Kor og Sundhed - indhold

ks2020
 
Korlederseminar 2020
2. - 4. okt. Sønderborg Kaserne, Det Sønderjyske Sangcenter

Det Sønderjyske Sangcenter
Sønderborg Kaserne
Gerlachsgade 2, 4. sal
6400 Sønderborg

Fredag d. 2. okt. kl 15.00 (Indtjek fra kl.14.00) -
Søndag d. 4. okt. kl. 16.00
 
Velkommen til Korlederseminar 2020. 
Danske Korledere (DKL) inviterer foreningens medlemmer og andre interesserede til nogle spændende dage i Sønderborg
Gå til:
Tidsplan - kommer senere.
-----
 
Deltagergebyr - ekskl. logi.
Gebyret er 1.600 DKK
Tilmelding senest den 1. september hvis logi ønskes, se forneden, ellers 18. september.
 
Rabatter
Hvis du er medlem af Danske Korledere eller en af de andre nordiske korlederforeninger opnår du rabat, hvis du tilmelder dig tidligt.
Ved tilmelding senest den 1. sep. får du 800 DKK i rabat og betaler blot 800 DKK
 
Studerende 
Er du studerende og medlem af Danske Korledere kan du få en klækkelig rabat, hvis du tilmelder dig senest den 18. sep. Sæt kryds ved studerende på tilmeldingsblanketten, og deltagergebyret er på 400 DKK. (Efter den. 18. sep. er prisen 1.600 DKK)
I deltagergebyret indgår alle koncerter, seminarier, workshops, samt følgende måltider:
Fredag: Aftensmad
Lørdag: Frokost og Aftensmad
Søndag: Frokost
samt kaffe/te, frugt og kage, for- og eftermiddage.
 
Logi (senest tilmelding 1. sep.)
Hotel Sønderborg Kaserne
Pris inkl. morgenmad:
Enkeltværelse:550 DKK en overnatning, 1.100 DKK to overnatninger
Delt dobbeltværelse: 300 DKK en overnatning, 600 DKK to overnatninger
 

         Tilmelding sker via denne --> onlineblanket 

Tilmeldingen er bindende.
Ved afmelding senest 14 dage før seminaret, opkræves et gebyr på 400 DKK 
Sker afmelding mindre end 14 dage før seminaret, opkræves 75 % af af den samlede pris, dog således at sker afmelding senere end 7 dage før seminaret, betales der fuld pris.
Afmelding ved sygdom skal følges af lægeerklæring.
 
English
The Danish Choral Directors Association invite all Nordic choral directors to the Danish Choral Conductor Seminar at Aarhus Efterskole. The main language will be Danish.
Please register via the link above.

 
Kor og Sundhed
 
I år er temaet for årets korlederseminar: kor og sundhed - og det er en direkte opfølgning på sidste års seminar, hvor vi fokuserede på sang og korsang som fællesskab, det gode samvær om musikken og det fælles skabende.
Korsang skaber fællesskab, det ved vi. Men går det endnu dybere, indvirker det ligefrem på vores helbred? Det er der meget der tyder på. Korsang viser sig at have lindrende og måske heldende virkning på flere patientgrupper (lungesygdomme, Parkinson osv.). Vi vil møde førende forskere og praktikere fra musikterapi og hjerneforskning.
Sang er sundt, det er efterhånden et etableret faktum. Men hvad betyder det at vi synger i flok? Her bygger vi videre på erfaringerne fra sidste års seminar, prøver på at varmes op og synge i flok på nye måder. En sund sjæl i en sund krop, hedder det. Men hvad med sjælen, det åndelige velvære og følelse af samvær, som vi kan føle når vi synger? Vi inviteres her ind i den russisk-ortodokse korsangs årtusindårige tradition, som er et åndeligt forankret bud på at korsang kan give os dybde og fred i sjælen.
Vi ved det egentlig godt, men det er godt at få bestyrket i fællesskab: Korsang er en slags multivitaminpille, som indeholder ånd, krop, følelser, indtryk, udtryk, historier, skønhed... Velkommen til Korlederseminar 2020.
 

 
Mød de medvirkende workshopholdere, dirigenter og ensembler
Forbehold for ændringer
 
Er det farligt ikke at synge? - foredrag
Lars Ole Bonde
  Lars Ole Bonde
Overskriften er en – måske lidt ironisk – omskrivning af titlen på en ny svensk bog (Kristoferson & Wrangsjö, 2019). Men mit oplæg skulle gerne dokumentere, at sang og korsang faktisk er sundt/helsefremmende – på mange forskellige måder. Korsang er naturligvis en aktivitet i sin egen ret – vi synger fordi det giver os glæde og mening som en fælles musikalsk aktivitet, kunstnerisk niveau ufortalt. Men korsang har også en række positive ”sideeffekter”, som det er vigtigt at kende, hvis man vil argumentere for en bredere samfundsmæssig betydning af at synge i kor – fx i et trivsels- eller sundhedsperspektiv. Jeg vil præsentere resultater fra musikpsykologisk, musikterapeutisk og folkesundhedsforskning og forklare en række relevante begreber, bl.a. Helse-musicering, samfundsmusik og kommunikativ musikalitet. Et folkesundheds- og et livstidsperspektiv er min indgang til musikkens og sangens betydning og potentiale i forskellige aldre og faser. Endelig vil jeg fortælle mere indgående om projektet ”Alle Kan Synge”, som i disse år udvikles i Albertslund kommune i et unikt samarbejde mellem folkekirke og folkeskole.
 
Lars Ole Bonde, f. 1951, fhv. professor i musikterapi ved Aalborg Universitet og i musik og helse ved CREMAH, Norges Musikkhøgskole. Musikterapeut, klinisk supervisor og primary trainer i Guided Imagery and Music. Aktiv korsanger siden barndommen, medstifter af Vokalensemblet GAIA i 1989, synger i dag i seniorkoret Diabolus (dir. John Høybye). Har siden 1970erne bedrevet musikhistorisk, -pædagogisk, -psykologisk og -terapeutisk forskning og udgivet en lang række videnskabelige artikler og bøger (udvalg nedenfor). Forskningen i de senere år har fokuseret på musik og folkesundhed. Færdiggør p.t. på antologi om musik på børnehospitaler i Norden og arbejder på en biografi om komponisten Bent Lorentzen.
  

Træk vejret - Syng dig sund - Workshop
Anne-Mette Strandgaard
 
Lungekor, teori og metode
Anne-Mette Strandgaard
Under overskriften ”Træk Vejret – Syng Dig Sund” har Aalborg lungekor eksisteret siden 2013. I koret arbejdes der med vejrtrækningsteknik og sang. Undervisningen er bygget op således, at den enkelte sanger lærer og forstår at kontrollere og udnytte sin vejrtrækning optimalt. I denne workshop vil korets grundlægger, Anne-Mette Strandgaard, præsentere sine teknikker og hvad der ligger til grund for dem, bl.a. hvordan man bruger sangen til at styrke og kontrollere vejrtrækningen, sådan at man kan hjælpe sig selv med de udfordringer der kommer i et liv med lungesygdom. Det kan feks. være åndenød, hyperinflation og angst.
Dette er en aktiv workshop, hvor kursisterne oplever effekten af teknikkerne på egen krop.
Vi vil også komme ind på lungekorenes generelle situation og vilkår i Danmark.
 
Mit navn er Anne-Mette Strandgaard og jeg er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2014. Jeg har skrevet kandidatprojekt om KOL-kor og undervist lungekor siden 2013. Herudover er jeg bl.a. korleder for Musicaliber showkor, to børnekor, sanglærer, musiklærer og tager ud med foredraget "Musik, krop og følelser". Jeg har tidligere undervist i Lungeforeningens kursus i lungekor for lungekorsledere.
 

Sønderjysk Pigekor - Koncert
 
Sønderjysk Pigekor Patricio Soto
 
Mette Rasmussen, dir.
 
Sønderjysk Pigekor og Drengekor består af 200 sangere i alderen 3-20 år. Dertil kommer et forældrekor og et projektkor af tidligere sangere "South Denmark Female Choir" - i alt 270 sangere er tilknyttet institutionen.
Topkoret, Koncertkoret, består af 75 sangere i alderen 12-20 år. Korene giver ca. 40 koncerter hvert år, fra stort anlagte juleshows, over kirkekoncerter til kortere indslag ved forskellige begivenheder - herunder repræsentationsopgaver for Sønderborg Kommune og Kongehuset.
Koret har været på turné i bl.a. Kina, Canada, USA, Italien og Ungarn og har deltaget i en række korkonkurrencer verden over. I 2006 vandt koret den daværende "Sangerdyst fra kyst til kyst" og senest opnåede koret 2 gulddiplomer i den internationale Johannes Brahms korkonkurrence i Tyskland (2017).
Repertoiret er bredt, med fokus på de danske sange og den nordiske korlitteratur.
Koret samarbejder ofte med andre ensembler, herunder Sankt Annæ Pigekor, Folk Baltica Ensemblet og ikke mindst bandet Efterklang.
Koret spiller en central rolle i fejringen af Genforeningen med mange mindre koncerter samt deltagelse i den officielle fejring på Dybbøl Banke i juni 2021.
 
Det Sønderjyske Sangcenter
Det Sønderjyske Sangcenter, grundlagt i 2012, er en selvejende institution, som arbejder for mere og bedre sang i det sønderjyske område. Sønderjysk Pigekor og Drengekor er elitemiljø i sangcentret. Sangcentret er en del af SyngDanmark - et netværk af 10 sangcentre i landet under Sangens Hus.
Omkring 2000 sangere deltager hvert år i sangcentrets aktiviteter, som bl.a. tæller drengesangprojekt, børnejulekoncerter, børnehavesangprojekt, voksenkordage, fællessangskurser og tilbud om sangundervisning.
Sangcentret støttes økonomisk af Sønderborg Kommune, som også har sørget for lokaler til institutionen på Sønderborg Kaserne. Her rådes over 4 prøvesale samt lokaler til administration, sangundervisning og opbevaring af kostumer og rekvisitter.
 

Singing in the brain - foredrag
Peter Vuust
Peter Vuust
I dette foredrag vil Peter Vuust fortælle om, hvordan musiker-hjernen ændrer sig gennem et langt livs øvning, strukturelt og funktionelt, med speciel fokus på hvordan musikere og sangere kommunikerer gennem musik. Med udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning, fortæller han også om, hvad der sker i hjernen, når vi synger både alene og sammen og musikkens påvirkning af mennesket auditivt, følelsesmæssigt, motorisk og sprogligt. Til slut vil han stille spørgsmålet, hvorfor mennesket overhovedet er udstyret med evnen til at lytte til, forstå og udøve musik, samt hvad vi potentielt kan bruge den viden til.
 
Peter Vuust er hjerneforsker, jazzbassist og komponist. Ud over at have medvirket på flere end 90 pladeindspilninger, er han professor på både Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Universitet, internationalt anerkendt hjerneforsker og leder af grundforskningscenteret Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet. Han er forfatter til mere end 100 videnskabelige peer-reviewede artikler og har skrevet to bøger i eget navn.
 

Næring for sjælen - Skatte i den russiske kirkemusik
Foredrag og ortodoks andagt/koncert
 
Irina Gerassimez og vokalensemble fra:
Kammerchor der Russischen Orthodoxen Kirche des Heiligen Prokop in Hamburg
 
I dette programpunkt vil vi udforske hvordan kormusik kan virke helende, hvordan den kan give os velvære og fællesskab,
Man har i den kristne kirke altid brugt musikken som noget, der renser sjæl og legeme. Den katolske gregorianske sang, den protestantiske salmesang, nyere former som Taizésang… Her vil I møde østkirkens bud, den tusindårige russisk-ortodokse korsang. Denne sangform har gennem snart 20 år nydt en overraskende bred og vedvarende opbakning i Danmark. Irina Gerassimez har afholdt korweekender to gange om året, fuldbelagt med 40 - 60 deltagere, som kommer igen og igen. Ofte ikke-sangere, som udtrykker at musikken rører hjertet og giver dem sjælefred. Denne musik virker - men hvordan? Irina Gerassimez
Irina Gerassimez vil fortælle om historien, musikken og den spiritualitet den rummer. Hun medbringer et lille vokalensemble fra sit kammerkor i den Ortodokse kirke St. Prokop i Hamburg, og sammen med dem vil vi synge noget af den righoldige liturgi (på kirkeslavisk, liturgiens sprog) og enkelte korværker, som er inspirerede af den ortodokse sangtradition. Vi afslutter med en ortodoks andagt/koncert i Christianskirken.
 
Irina Gerassimez er professionel pianist, uddannet i Hamburg. Hendes russiske far flygtede fra revolutionen med erindringen (og en stak noder) om den ortodokse kirkemusik, som blev det musikalske fundament under Kammerkoret i den ortodokse kirke St. Prokop i Hamburg, som han grundlagde og dirigerede til sin død. Irina voksede op med musikken, sang i koret, og var den naturlige efterfølger som dirigent. Hun har holdt seminarer i Danmark siden 2001 og i Hamburg siden 2008.
Foredraget vil foregå på engelsk.
 

Elektrokor - workshop
 
SLN
 
Stefan Teilmann Laub Nielsen, korleder
Lukaskoret
 
Elektrokor er en korkoncerttype med et særligt repertoire: elektronisk baseret musik primært fra 1980ernes England, som jeg har en stor forkærlighed for. Koncerterne, som er med musikere og solister, er enten som akustiske koncerter eller ”store” koncerter med backtracks, lys og video, og en række af sangene indledes med korte passager fra gregoriansk sang eller renæssancekormusik. Der har vist sig at være et publikum til disse koncerter: Depeche Mode-fans som kommer fra hele landet og Sverige – endda fra Stockholm og Umeå – 1300 km fra Kbh. De synger med, græder, skriver til os, giver os gaver og hyrer os til fødselsdage, fester – og begravelser, så musikken har stor betydning for dem. Det er med andre ord et publikum, men kan blive afhængig af. Til workshoppen vil jeg uddybe tankerne bag Elektrokor, give eksempler på musikken og arrangementsteknikker.

www.lukaskoret.dk
www.facebook.com/lukaskoret


Vokalensemblet GAIA - korprøveworkshop
 
Gaia juni2015 Christiansfeld 
 
Søren Kinch Hansen, dir.
 
Mød Vokalensemblet GAIA og dirigent Søren Kinch Hansen i løbet af korlederseminaret. Vi skal blandt andet overvære deres prøveforløb på ensemblets koncertprogram "Jammer og Klage 2". Over weekenden vil vi være vidne til arbejdsprocessen og udviklingen.
 
Ensemblet fortæller:
Siden Vokalensemblet GAIAs grundlæggelse i 1989 har vi stræbt efter at opføre vokalmusik, der ufortjent sjældent høres ved koncerter i Danmark. Hvad enten vi synger helt nykomponeret musik eller musik fra tidligere stilperioder, opsøger vi musikalsk frugtbare samarbejder og udfordringer i tematiske sammenhænge, som kan udvide både vores og publikums kor-horisonter.Vokalensemblet GAIA består af ca. 24 sangere, som alle medvirker con amore. Vi laver 3-4 forskellige projekter pr. år. Søren Kinch Hansen er korets faste dirigent og grundlægger.
 

Det hele menneske
 
Morgensang med Henrik Møller Jensen og Malene Bichel
 
  Henrik Møller Jensen  Malene Bichel
 
Lungekors-opvarmning - workshop med Henrik Møller Jensen
Vi starter vores sidste dag med igen at dykke ned i lungekors-opvarmningen og (måske) mærke på os selv, hvordan det fysisk snævre fokus fungerer på en brugt krop. Vi kommer også ind på repertoirevalg til lungekor og nogle af de både musikalske og administrative benspænd, danske lungekors korledere kan komme ud for. Efter en grundig reprise af lungekorstematikken, vil vi overlade vores godt opvarmede stemmer til en omgang Klangsaft med Malene Bichel.
 
Klangsaft - workshop med Malene Bichel
Malenes øvelser vil kredse om sanselighed og nærvær som vejen til at mærke hvad kroppen har godt eller dårligt af, -og meditation og humor som veje til hengivelse, mening og kreativitet.
 
Henrik Møller Jensen er uddannet gymnasielærer og PO-organist. Har selv en del korerfaring og har siden 1996 ledet amatørkor i aftenskoleregi, bl.a. ældrekor. Deltog i efteråret 2016 i Lungeforeningens introduktionskursus for lungekorledere og har siden 2017 haft lungekor forskellige steder i region Syd.
 
Malene Bichel arbejder med stemmeudvikling og sang som del af den menneskelige dannelse og selvudvikling.
Hun har i 15 år arbejdet med uddannelse af folkeskolelærere og pædagoger, og underviser nu i musikpædagogik på Rytmisk musikkonservatorium.
Desuden leder hun vokaleksperimentariet Klangsaft og afholder stemmemeditationer og stemmeworkshops inspirereret af bl.a. yogisk/tantrisk filosofi.
I feltet mellem sygdom og sundhed har hun været oplægsholder på konference om musik i neurorehabiliteringen og på konference om behandling af selvmordstruede og hun har sammen med Sisse Skovbakke ledet højskolekurser i "Syngning som stressprevention"
Malene Bichel er uddannet klassisk sanger, AM'er, proceskonsulent og master i læringsprocesser.
 

Korsang for et bedre liv - Foredrag
 
Anne Haugland Balsnes
 
Anne Haugland Balsnes, NO
 
Hvordan kan korsang fremme helse og livskvalitet? I sitt foredrag tar Balsnes utgangspunkt i kormedlemmers fortellinger. Sangerne hun refererer til har ulike bakgrunner og livssituasjoner. Korene de synger i er svært forskjellige med hensyn til formål, nivå, repertoar og metoder. Likevel har de til felles at korsang har bidratt til å forbedre livene deres og dermed virket helsefremmende. Balsnes spør: Hva er det med korsang som fremmer helse? Hvilke forhold må være til stede? Hva karakteriserer gevinstene korsang gir?

Anne Haugland Balsnes er professor i musikk ved Universitetet i Agder. Hun har tatt doktorgrad i musikkpedagogikk med en avhandling om amatørkorsang og har i sin videre forskning vært særlig opptatt av kor og helse, korledelse og korlederutdanning. Balsnes er også utøvende sanger og kordirigent.
 

Korlederseminar 2020 støttes af

statenskunstfond logo red RGB


 
Kategori: 2020