22 Aug, 2017
Text Size

Mine værkstedsovervejelser

 

Korlederstafet nr. 3

Kære korlederkolleger

Vi kommunikerer og er kreative. Vi er dedikerede, søgende, interesserede i at udvikle de kor, vi har fået ansvaret for at lede. Vi forvalter med stor ansvarsfølelse mange menneskers dyrebare (fri)tid, korsangeres og publikums.

Jeg vil gerne dele et par af mine værkstedsovervejelser med jer.

Lad mig fokusere på en enkel, væsentlig del af vores aktivitet: valg af repertoire og udvikling af koncertprogrammer. Måske vores mest tidkrævende arbejde? Måske det vigtigste?

Jeg lirker mig ind på repertoirevalgene ved herunder at stille krav+spørgsmål og supplere med nogle erfaringer og overvejelser. 

Kravene er personlige statements, en vinkel. I kan have andre.

Spørgsmålene er få blandt mange mulige, og er graveredskaber ned til idéførende lag.

Erfaringer og overvejelser er også mine personlige. Nogle af jer vil sikkert genkende tanker og situationer.

Repertoirevalg

Krav af overordnet karakter: Vores repertoire skal virke indad mod koret og udad mod publikum. Dvs. det skal både være interessant at synge ved prøver og koncert og en oplevelse at lytte til.

Spørgsmål: kan disse to typer krav forenes?

Erfaring og overvejelse: Det forekommer mig, at begge grupper, kor og publikum, løftes igennem af en klar rygrad i programmet: et tema, god vekslen mellem hurtigt/langsomt, enkelt/komplekst, kraftigt/svagt, langt/kort, lighed/kontrast.

Måske også en god toneartssammenhæng, sådan som vi ofte finder det i et længere værk, fx i Messias, i en opera eller i en klassisk symfoni.

Jeg prøver at give programmer skelet ved at kræve mere end ét argument for valg af sats. Det er ikke nok at vi fejrer Mendelssohn. Emnerne ovenfor skal også tilgodeses. Måske kan koncerten dertil foregå et sted med relation til komponisten, måske er der stringens i tekstvalget, måske starter første sats´ titel med M, næste med E, derefter N etc. Eller måske er der en nutidig komponistkommunikation (her fx Mäntyjärvis satser til tekster Mendelssohn også har tonesat).

Krav: repertoiret skal udvikle koret

Spørgsmål: hvad skal udvikles? Korets klang, franske udtale, udenadsrepertoiret, mere nyt, mere klassisk repertoire? På hvilken måde inviterer det aktuelle repertoire til musikalsk varierede prøver? Indbydes der til en varieret prøveform?

Erfaring og overvejelse: Repertoiret udvikler korets tekniske og musikalske spændvidde. Jeg prøver derfor at se repertoireplanlægningen som en flerårsplan. Indfaldsvinkler er stilarter og sprog, men også mere specifikt den aktuelle sats musikalske invitation til det aktuelle kor.

Da vi startede Vokalensemblet GAIA i 1989 var intentionen, som nu, at opføre ufortjent overset litteratur. Det repertoire, vi dengang udelod, fordi andre tog sig af det, opføres i dag ufortjent sjældent. Fx Brahms. Måske burde vi synge noget mere Brahms?

Krav: repertoiret skal give koret musikalske og meningsfulde prøveaftner.

Spørgsmål: hvad mener mit kor om dette emne? Sætter de større pris på kendt stof, end jeg gør? Synger de hellere lettere ting? Eller er de lige så tændte på detaljelirkeriet, som jeg er? Tilgodeser jeg korets evt. uenige fraktioner indenfor favoritrepertoire? Er der lunser til alle? Udfordrer jeg koret, eller piner jeg livet af det?

Erfaring og overvejelse: Jeg prøver i hvert program at fastholde bredde i sværhedsgrad, noget er på prima vista niveau, andet kræver knofedt. Jeg forsøger at få gennemsyngninger eller blot længere stræk ind tidligt i et prøveforløb. Der skal være satser på, som egner sig til det. Jeg sammenligner erfaringen med slalom: på et tidspunkt må man tage mere end én port af gangen, det kan ikke vente til konkurrencen/koncerten. Jeg prøver at undgå for meget pilleri og for lidt strækflyvning. I de svære satser erfarer jeg ofte, hvor kort der er fra udfordring til knæk, fra optur til nederlag.

Jeg har et par korprøveslogans eller kæpheste: ”lad komponisten gøre arbejdet”, et udsagn som er beslægtet med ”skaf musikalsk medvind”.  Repertoiret skal være så overkommeligt, at der i en væsentlig del af prøven kan arbejdes i helheder (både i betydningen SATB og længere afsnit),så kompositionens kvaliteter løfter og bærer korprøven. Øver vi en-finger med alten i 10 minutter, for nu at nævne en ret musikforladt aktivitet, hænger hele koncentrationsansvaret på korlederen. Jeg læner mig op ad den kendsgerning, at komponisten er en bedre musiker, end jeg er.

Krav: Programmet skal fastholde publikums koncentration og interesse

Spørgsmål: udover de overvejelser om repertoiret, som jeg har nævnt ovenfor, spørger jeg mig hvilke faktorer der i øvrigt har betydning for publikums oplevelse af koncerten. Føler publikum sig velkomment? Kan de se og høre? Kan de holde varmen?

Er der et trykt program, som der også er næring i, når koncertgængeren kommer hjem?

Hvad skal der evt., siges til koncerten? Hvilken funktion har det, der siges? Overlapper det +/- med det trykte program? Kan man høre, hvad der bliver sagt? Hvordan er de tidsmæssige proportioner mellem tale og musik?

Erfaring og overvejelse: Ofte må jeg erkende, at jeg bruger for lidt tid på koncertstedet. Det er et raffineret arbejde at passe klang, repertoire og det visuelle ind i en ny akustik. Opstilling og belysning er for tilfældig, vi stresser rundt og leder efter podier, bænke og lamper. Der gøres på grund af ren slendrian fra min side stadig indhug i koncertkvaliteten efter et ellers godt, intensivt prøvearbejde.

Mine kor synger stadig med snuden for meget ned i noden, selv om vi øver os i at finde en naturlig publikumskontakt. Jeg forestiller mig, at lærdom kan hentes ved at efterligne en dygtig oplæser på TV, eller en foredragsholder, som støtter sig til et manuskript.  De rytmiske kor er meget bedre her. På mit område er det ikke realistisk at undvære noderne. Jeg er selv meget nodeafhængig, jeg kalder det visuelt gehør.

Engang havde jeg blandt mine nære venner skuespillere som arbejdede med eksperimenterende teater. De overværede en korkoncert, og var ved at dø af grin over det stærke indtryk det gav, at en hel masse mennesker, koret, stod på en scene og koncentrerede sig om én eneste anden person, dirigenten.

Koreografisk er det de simpleste ting, der virker bedst, også ved entré og exit, buk. Vi arbejder nok alle med varierede opstillinger i koncertrummet. Også her søger jeg mindst 2 begrundelser for en opstilling: værket kan være skabt til det, det giver en akustisk gevinst, det giver variation. Selv den mindste koreografiske aktivitet fylder voldsomt i oplevelsesbilledet og kræver opmærksomhed og prøvetid. Jeg har arbejdet 8 år med Den Jyske Operas Kor og kan stadig have svært ved at rumme opsætningernes mange samtidige ud- og indtryk.

Generelt laves der for meget musik på dårlige akustiske betingelser. Jeg fascineres ikke af en udendørs korkoncert fra toppen af rådhuset. Spektakulært måske, men akustisk meningsløst. Derimod vil jeg gerne gøre forsøg på at forbedre publikums mulighed for at fokusere, undgå forstyrrelser, visuel eller auditiv uro.

Der produceres gedigne trykte programmer i amatørsammenhæng. I mine amatørkor er der folk med glimrende sans for sprog og design. Et godt trykt program skal kunne anvendes før, under og efter koncerten.

Til sidst: På grund af det høje niveau I, mine kolleger, præsterer, opføres en betydelig del af korrepertoiret kun i jeres kvalificerede amatørsammenhæng. Vi korledere har dermed et stort ansvar for at få værkerne opført, få billederne op at hænge. Vore kor har store kompetencer blandt sangerne og den berettigede forventning til os at vi påtager os ansvaret for udvikling af kor, publikummer og repertoire.

Det er da inspirerende!

God fornøjelse!

Søren Kinch Hansen

Kategori: Korlederstafet

Log ind



Annoncer:

Online lige nu

Vi har 24 gæster og ingen medlemmer online

DKL er medlem af:
DKL i repræsentantskabet for: