Vi indrømmer det blankt: Bestyrelsen agerede i år Kirsten Giftekniv. Vi syntes at det var SÅDAN en god idé at sende folkemusik- og kormiljøet på weekend sammen, og se om en gnist kunne tænde et bål…  Vi har nemlig endnu ikke det aktive samarbejde mellem Folk og Kor, som de har i vore nabolande Norge og Sverige. Forsøget måtte gøres. Og vi fik en god start. 

 

Stort tak til Syddansk Musikkonservatorium, som lagde hus til! De havde selv kun boet i de nye lokaler i en halvanden måneds tid, så det var venligt af dem at huse os på trods af dette. 

 

Vi taler om Odeon, et flot, nyt og højteknologisk koncerthus, skuespillerskole og konservatorium i midten af Odense, med en P-kælder på størrelse med en mindre landsby nedenunder. Husets meget moderne indretning gjorde, at det var et dagligt spændingsmoment om man kunne komme ind i, ud af eller hen til de lokaliteter, vi havde til rådighed. Få steder kunne nås uden nøglekort, som vi kun havde få af. Den monumentale trappe fra foyeren i stueetagen førte kun til Konservatoriet på 3. Sal, og kun indtil kl. 22, hvorefter der var larm på. Den førte ikke til etagerne imellem, der skulle man finde nogle godt skjulte trappeopgange og elevatorer for enden af gangene. Det gav ophav til fællesskaber (er der nogen, der kan finde elevatoren ned til koncertsalen?) og små sejre (Ha! Jeg fandt den rigtige opgang fra P-kælderen!). Og alt besværet blev godt opvejet ved at vi fik den mest delikate mad, serveret i Odeons restaurant. 

 

Vi ville gerne finde ud af folkemusikkens “hvad, hvordan og hvorfor”, som til dels adskiller sig fra korverdenens svar på de samme spørgsmål. Jeg vil ikke her forsøge at komme med svar, men oplevede at der både var megen samtale, debat og nye erkendelser for alle. 

 

Niels Græsholm, vor formand, lagde ud fredag med lidt til folkemusikkens “hvordan”; et mindre nodebundet, mere improviserende og legende tag på musikken, præsenteret i bogen Slå ørerne ud, som han har skrevet sammen med Svend Rastrup Andersen, inspireret af Gunnar Erikssons metoder.

 

Men ellers stod dagen på besøg af den svenske kvartet Kongero, som synger folkemusik i egne arrangementer. De gjorde godt rede for deres arbejde med klang og præcision, og tog os også med i nogle øvelser og sange. Og leverede en fremragende koncert. 

 

Så var der fredagshygge i konservatoriets cafeteria bagefter. Godt med gensyn med gode venner og kollegaer, måske også knytte nye kontakter, og tage de der snakke og om vort fag, vi har for lidt af til hverdag. 

 

Lørdag formiddag stod i de tre H’ers tegn: Helene, Helle og Håkon. Helene Blum, en af dansk folkemusiks fineste sangere, fortalte fint om sit forhold til at synge folkemusik, og Helle Thun tog os ud på gulvet til en solid omgang kulning, som vakte livsånderne hos enhver. 

 

Håkon Daniel Nystedt er dirigent for Oslo Kammerkor, som er et af de nordiske kor, som har arbejdet længst og mest grundigt med folkemusikkens idiomatik. Et eksempel: Håkon inviterede en af Norges store folkesangere, til at arbejde med koret i et halvt år, hvor de kun lærte folkesange på øret, med alle de fraseringer og klangskift, der hørte til. Det er ikke at springe over, hvor gærdet er lavest, ligefrem. Håkon frarådede på det bestemteste brug af noder, selvom det er en fristende genvej, hvis man har et nodelæsende kor. Dette er nok det “hvordan”, som adskiller sig mest fra almindelig korpraksis, og det er da bestemt værd at overveje fremover. 

 

Efter frokost stod den på paneldebat, med de tre H’er og Agnethe Christensen, som var med som repræsentant for den tidlige musik (middelalder/ renæssance, mere om det senere). Det blev til en meget frugtbar og hjertelig udveksling.

 

Vi havde heldigvis også et dansk kor på programmet: det unge Vokalensemblet Dekorum, under ledelse af Bo Asger Kristensen, med Musik af mulden, en koncert med forskellige nye arrangementer af danske folkesange. Koret sang udenad og uden dirigent, og var en glæde at overvære.

 

Vi plejer at have et bestillingsværk. I år har vi bedt fire folkemusikere at skrive nye sange, som Nikolaj Busk fra Dreamers’ Circus har arrangeret for kor. Dem sang vi med fornøjelse igennem, som en fin begyndelse til den nutidige kor/folkemusikkanon. 

 

Og så var det fest! Med Wein, Volk und Gesang. Und Tanz. For ingen fest uden folkedans, med dette tema. Johnnie Frederiksen med familie holdt, med stor musikalitet og overskud, os på gulvet i godt en time, før vi kunne - eller ville - vende tilbage til en mere velfortjent dessert. 

 

 

 

Søndag morgen. Vi med nøglekort står og holder vagt ved Odeons porte, for at lukke de morgentrætte deltagere ind. Vi lagde lidt blødt ud med en tidsmaskine, ført af Agnethe Christensen, sanger og forsker i tidlig musik, som via musikeksempler kunne fortælle om båndene mellem nutidig folkemusikpraksis og måden, man lavede musik på i middelalderen. Jeg blev især fascineret af hvordan man synger salmer på de Ydre Hebrider, fælles, men med tidsforskydning, så musikken skyller ind i ørerne som en brænding. Når man arbejder med meget tidlig musik, har man ofte kun teksten til rådighed. Man kan vælge at skrive en ny melodi i tidens modi (kirketonearter). Eller, hvis der er en melodi, improvisere stemmerne til sangen, i det modus og med de fraseringer, de har så meget fælles med nutidig folkemusik. Så er vi igen langt fra nodeland, og inde i øjeblikkets musik… 

 

Herefter optrådte Agnethe med sin trio ULV; der består af tre kvinder, der med stemmer og gamle instrumenter (kantele og fiddel) levendegjorde tusindårig musik og tekster, hvis drama er eviggyldigt. Det var meget smukt at overvære.

 

Vi havde fået sunget en del allerede, men nu var det tid til virkelig at komme ud på gulvet: Kristine Poulsgaard Tjørnholm havde lavet en improleg til seminaret, som fik os i gang med ostinater og improvisationer ved hjælp af sjippetov. 

 

Vi skulle ud af huset med manér, og det kom vi: Sidste koncert var BRAGR, med Perry Stenbäck på nyckelharpa i front. De swinger stort og hjertevarmende, og kan virkelig lave en fest. Det faktum at hele seminaret var ude og danse ringdans til næst sidste ekstranummer, og stod arm i arm og improviserede backingstemmer, er et fint vidnesbyrd på hvortil selv almindelige danskere - jyder, sågar! - kan lade sig bevæge, efter et overfyldt, berigende og bevægende seminar. 

 

Så mon ikke folkemusik og kor nu har mødt hinanden? Og at de muligvis vil ses igen? This is the beginning of a beautiful friendship… Vi håber hermed at have sået nogle frø, sat en bevægelse i gang, og ønsker jer alle god fornøjelse med det.